Bageriet

Bageriet

Det ligger i generne

 Johannes Dam & Søn har eksisteret siden 1855. I fem generationer har vi bagt brød, kiks og kager. Det ligger i blodet - vi kan slet ikke lade være! Vi har et stort sortiment af brød og kager i vores butik i Østergade.

I dag er Johannes Dam & Søn et moderne bageri med 8-10 ansatte. Nogle funktioner er automatiseret, men vi følger produktionen meget tæt. ”Jeg SKAL have fingrene i dejen, hver dag, ellers har jeg det ikke godt,” fortæller bagermester Jesper Dam.

Kvalitet betyder rigtig meget for os her i bageriet. Vi sætter en ære i godt håndværk. Derfor er alt vores brød langtidshævet. Godt brød tager tid at lave – og vi giver vores brød den tid det har brug for. Jo længere tid et brød får lov til at hvile, jo bedre bliver det. Dejen skal have ro til at udvikle de fine nuancer i smagen. Godt brød tager tid at lave!

Mel er ikke bare mel!

Bornholm er et godt sted at dyrke korn. De mange ekstra solskinstimer øger kvaliteten af kornet og giver mulighed for at dyrke specielle typer korn som for eksempel durum og spelt. 
Vi bruger så vidt mulig råvarer fra lokale producenter, specielt når disse råvarer er af en høj kvalitet. Derfor køber vi vores mel hos Bornholms Valsemølle.

Fremtidssikret

Her i bageriet står næste generation står på spring for at tage over – så arvefølgen er sikret. Far og søn har et virkelig godt samspil. Jacob er rejst ud i verden for at prøve kræfter med bagerfaget i andre omgivelser. For at samle erfaring og inspiration. ”Jacob skal gøre det her, fordi han virkelig brænder for det”, siger Jesper Dam. ”Det må ikke være en sur pligt!”. ”Der er ikke noget jeg hellere vil”, siger Jacob. ”Det er min store drøm at drive bageriet videre”.